Brie Larson er det nyeste Hollywood-navn på “Fast & Furious 10”-rollelisten.
“Captain Marvel”-stjernen er blevet castet i en ny, endnu ukendt rolle i det tempofyldte 10. kapitel i den lynhurtige filmserie. Det har franchise-stjernen (og MCU-kollegaen) Vin Diesel afsløret i et opslag på sin Instagram.
Larson slutter sig dermed til “Aquaman”-stjernen Jason Momoa, der skal spille filmens skurk, og det portugisiske “The Suicide Squad”-stjerneskud Daniela Melchior som de nyeste skud på “Fast”-stammen.
Filmen kommer også til at genintroducere os til flere gamle kendinge. Udover Diesel ser vi nemlig Michelle Rodriguez, Tyrese Gibson, Ludacris, Sung Kan og Nathalie Emmanuel.
Læs også: “Dwayne Johnson afslår invitation fra Vin Diesel: Vender ikke tilbage til ‘Fast & Furious'”
Filmen instrueres af Justin Lin, manden der i første omgang tog franchisen væk fra det gode gamle gaderæs og førte det videre til verdensreddende missioner. Han har stået bag filmene fra 3-6, og seneste vendte han tilbage for at instruere nr. 9.
Inden vi kan se hende i “Fast 10”, får vi Larsons næste projekt, “The Marvels”, der er en fortsættelse på hendes første MCU-soloeventyr “Captain Marvel” fra 2019. Marvel-filmen får premiere den 16. februar 2023.
“Fast & Furious 10” fræser henover biografskærmene den 18. maj 2023.
