Searchlight har indstillet produktionen af “Master of None”-skaber Aziz Ansaris spillefilmsinstruktørdebut “Being Mortal”.
Indstillingen sker efter én af filmens stjerner, “Ghostbusters”-ikonet Bill Murray, er blevet anklaget for uanstændig opførsel på produktionen. Det rapporterer Deadline. En efterforskning af sagen er undervejs, hvorfor Searchlight endnu ikke ønsker at kommentere på sagen.
Det rapporteres dog, at hverken Ansari, der både er filmens stjerne, instruktør og forfatter, eller Seth Rogen, som også er at finde blandt rollelistens helt store navne, er en del af klagen.
Klagen blev indsendt i sidste uge, hvorefter produktionen stoppede mandag. Filmholdet fik i onsdags beskeden fra studiet, om at optagelserne er indstillet under efterforskningen. Optagelserne var efter sigende halvvejs i hus, da indstillingen begyndte.
Hvad hele situationen betyder for både Bill Murrays indblanding i filmen og for selve filmens endelige produktion er ikke til at sige endnu. Det vides heller ikke, om vi stadigvæk skal forvente at se filmen i 2023, eller om den skal ses på et andet tidspunkt.
