cw batwoman legends of tomorrow aflyst / filmz.dk

DC’s Arrowverse bliver betydeligt mindre, efter det står klart, at hverken “Batwoman” eller “Legends of Tomorrow” vender tilbage til CW.

Tidligere i år blev DC/CW-serierne “The Flash” og “Superman & Lois” fornyet, hvor hhv. sæson 9 og sæson 3 blev annonceret. Siden har vi måttet vente i spænding på opdateringer om de resterende Arrowverse-serier, men det er altså ikke alle, der får dagens lys at se igen.

Nyhederne blev delt på Twitter af hhv. “Batwoman”-showrunner Caroline Dries og “Legends”-co-showrunner Keto Shimizu. Aflysningerne betyder altså at serien med Bruce Waynes kvindelige pendant ikke får en fjerde sæson, mens serien med den tidsrejsende supergruppe må tage til takke med at have stået på i syv sæsoner. De betyder også, at “The Flash” og “Superman & Lois” er de to sidst overlevende reelle Arrowverse-serier.

Læs også: “Tidligere ‘Batwoman’-stjerne Ruby Rose anklager seriens produktion for forfærdelige arbejdsvilkår”

På trods af at Batwoman og Legenderne ikke længere har deres egne serier, kan vi dog stadigvæk komme til at se karaktererne igen. De er trods alt stadigvæk en del af Arrowverse-familien, og nogle har da tidligere også optrådt i crossover-episoder i fx “The Flash”.