tomb raider film og serie / filmz.dk

Et “Tomb Raider”-univers er under opsejling hos Amazon, der allerede har flere forskellige projekter undervejs.

De populære action-adventure-videospil med den legendariske arkæolog Lara Croft i centrum har allerede i tre omgange forsøgt sig på det store lærred. De første to var med Angelina Jolie i hovedrollen, mens Alicia Vikander i 2018 tog rollen på sine skuldre i filmfranchisens første reboot.

Nu vender vi endnu engang tilbage til det eventyrfyldte univers. Amazon har nemlig slået sig sammen med filmselskabet dj2 Entertainment om rettighederne til “Tomb Raider”-franchisen, rapporterer The Hollywood Reporter.

Der er planer om at skabe et sammenhængende univers, som foruden et videospil, der blev annonceret i december, også vil inkludere en film og en tv-serie, der begge er under udvikling.

Hvor vi endnu ikke ved noget om filmen, har THR også kunnet afsløre, at Amazon allerede har allieret sig med “Fleabag”-forfatter Phoebe Waller-Bridge om at skrive den kommende serie som en del af hendes aftale med streaminggiganten.

Selvom hun også har udmærket sig som skuespiller og inden længe skal spille med i en anden adventure-film i form af James Mangolds “Indiana Jones and the Dial of Destiny”, har hun ikke påtaget sig rollen som Croft. Hun er heller ikke involveret i hverken filmen eller spillet.

Du kan se den første trailer til “Indiana Jones and the Dial of Destiny lige her.