Marvel Studios/Disney
Hollywood-stjernen tager kampen op mod cheferne, efter meldingen om massefyringer ramte offentligheden.
Filmverdenens glitrende overflade slår i øjeblikket dybe revner, efter Disney har valgt at vinke farvel til de kreative hjerner, der har tegnet stregerne til det moderne Marvel-univers.
Beslutningen om at nedlægge hele afdelingen for visuel udvikling hos Marvel Studios har sendt chokbølger gennem branchen, og kritikken kommer nu fra højeste sted.
En af franchisens egne profiler har valgt at lægge de diplomatiske svar på hylden for at tage et offentligt opgør med underholdningsgigantens nye kurs. Det handler ikke længere kun om spareknive og regneark, men om frygten for, at den menneskelige gnist i Hollywood er ved at blive kvalt af kunstig intelligens.
Wasp stikker tilbage
Evangeline Lilly, skuespilleren bag rollen som Hope van Dyne i Ant-Man-serien er gået direkte til angreb på sin arbejdsgiver via sociale medier. Hun lagde ikke fingre imellem, da hun hørte, at hendes nære ven Andy Park – manden der har ledet Marvels visuelle design i 16 år og blandt andet skabte hendes egen superheltedragt – var blevet fyret.
Hun beskriver sin vantro over, at de kunstnere, der har opfundet og designet karaktererne, nu bliver skubbet ud i mørket. Lilly udtrykte sin vrede således:
”Jeg rækkede ud til min gode ven Andy Park, som var geniet bag skabelsen af den originale Wasp-superdragt og koncepttegningerne, og jeg sagde: ’Er det sandt? Er det virkelig det, der sker?’ Han sagde: ’Ja, det er sandt.’ Jeg kan næsten ikke tro, at det sker… at Disney har givet slip på de kunstnere, der bragte Marvel-universet til live gennem deres geni, og at de mennesker, der opfandt disse karakterer og som designede dem, bliver erstattet af AI,” fortæller Evangeline Lilly på Instagram.
Rygterne svirrer om, at fyringerne bunder i en overbevisning hos Disney om, at kunstig intelligens kan overtage arbejdet ved at træne på de tidligere ansattes værker.
Det har fået Lilly til at efterlyse politisk indgriben over for det, hun kalder “anti-menneskelig adfærd”. Hun satte ord på den frustration, mange i branchen føler, da hun spurgte sine følgere:
”Hvor er lovene, der FJERNER al menneskelig kunst fra AI-banken?!? Hvorfor får de lov til at stjæle vores genialitet og bruge den til at gøre chefer rige, mens kunstnerne, der er ansvarlige for at fodre deres robotter, går sultne i seng?? Modbydeligt. Lovgivere i Californien… hvor er I?!?!?”
En ny kaptajn ved roret hos Disney
Josh D’Amaro har for nylig overtaget posten som administrerende direktør efter Bob Iger, og han er kommet stormende fra start med store ændringer.
Selvom han indledningsvis trak Disney ud af en milliardaftale med OpenAI og appen Sora, er glæden nu vendt til bekymring efter meldingen om, at 1.000 medarbejdere skal fyres.
Især Marvel er blevet ramt hårdt på både underholdnings- og tegneseriesiden. For de fans, der har elsket de visuelle detaljer i film som Avengers: Endgame, virker det paradoksalt at fjerne det team, der skaber selve fundamentet for de visuelle effekter.
Lilly sluttede sit opråb af med en hilsen til dem, hun kalder de sande troldmænd:
”Til @marvelstudios-kunstnerne, der designede og bragte Marvels glansdage til live… Jeg hylder jer. Jeg var der. Jeg ved, hvad I gjorde. Jeg ved, hvor passioneret I arbejdede i døgndrift for at få magien til at ske. I er magikerne, uanset hvad troldmændene i vores nye Oz får det til at se ud som fremover. Jeg vil aldrig glemme det. Og til @Disney: SKAM JER!”