MCU-chefen har bekræftet, at Deadpool får lov til at beholde sin R-rating, når karakteren bliver indlemmet i MCU.
Disneys opkøb af Fox åbnede åbnede døren for, at Deadpool kunne træde ind i MCU.
Det rejste dog en række spørgsmål. Ville den rapkæftede Deadpool f.eks. blive nødt til at skrue ned for grovhederne, hvis han skulle indgå i det mere renskurede MCU?
Læs også: Disney sætter gang i “Deadpool 3” – har taget beslutning om R-rating
Det lader det ikke til.
MCU-chef Kevin Feige har nemlig bekræftet, at “Deadpool 3” bliver en del af MCU samtidig med, at den beholder den R-ratede tone fra de første to film:
“Den bliver R-rated, og vi arbejder på et manuskript lige nu, og Ryan [Reynolds, red.] ser på det […] Igen en meget anderledes karakter i MCU, og Ryan er en naturkraft, det er fantastisk at se ham bringe karakteren til live,” fortæller Feige til Collider.
Feige fortæller videre, at “Deadpool 3” har lange udsigter:
“Den kommer ikke til at optage i år. Ryan er en meget travl og succesfuld skuespiller. Vi har også en masse ting, som vi allerede har annonceret, og som vi nu skal i gang med at lave,” fortæller Feige.
Der går altså formentlig mindst to år, inden vi kan forvente at se “Deadpool 3” i biograferne.
