[url=http://www.betanews.com/article/ThreeLayer_51_GB_HD_DVD_Apparently_Approved_by_DVD_Forum/1189526039]Fornyligt[/url] blev det annonceret, at folkene bag HD-DVD havde udviklet en teknik, hvormed pladsen på skiven blev udvidet til 51 G ved tilføjelsen af et ekstra datalag på skiven.
I den sammenhæng blev kapacitetsforskellen mellem de to konkurrerende HD-formater udlignet og udsigten til en snarlig afgørelse af formatkrigen blev yderligere udsat.
Nu vender Hitachi dog bøtten endnu engang ved at annoncere, at de har udviklet en Blu-ray disk med hele fire datalag, der gør, at formatets kapacitet ryger helt op på 100 GB.
Det smarte ved denne nye prototype er, at den angiveligt skulle kunne afspilles problemfrit på eksisterende afspillere med en mindre firmware opdatering.
Hitachi arbejder i øjeblikket på at stabilisere kvaliteten af læsningen fra disken, før de frigiver formatet til forbrugerne. De arbejder endvidere på en udgave af formatet med otte lag, der skal kunne indeholde 200 GB, men teknologien er endnu for ustabil til at kunne blive lanceret.
Det er endnu ikke offentliggjort hvornår, 100 GB Blu-ray formatet er klar til kommerciel udgivelse. Spørgsmålet er imidlertid også, om formatet når at blive klar i tid til at kunne vende formatkrigen til fordel for Blu-ray-lejren.
