Sony Pictures har fået mere superhelte-selvtillid siden de udlånte Spider-Man til MCU – nu tror de igen på, at de kan gøre det selv.
Da Spider-Man gjorde sit indtog i MCU med “Civil War” og “Homecoming” i 2016 og 2017, så var det med udgangspunkt i en låneaftale, som Sony havde set sig nødtvunget til at indgå med Marvel Studios.
“The Amazing Spider-Man 2” var ikke blevet nogen stor succes i 2014, hvilket fik Sony-ledelsen til at række ud til Marvel Studios og MCU-chef Kevin Feige.
Det førte til en aftale om to “Spider-Man”-film produceret af Marvel, som til gengæld måtte låne Peter Parker til “Civil War”, “Infinity War” og “Endgame”.
Parallelt med det forløb udviklede Sony andre superhelte-projekter.
Først blev “Venom” en overraskende stor succes hos publikum – hvilket betyder, at “Venom 2” får premiere i 2020 – og derefter vandt “Spider-Man: Into the Spider-Verse” en Oscar som årets bedste animationsfilm.
Succesen med disse to superheltefilm har fået selvtilliden tilbage hos Sony-chef Tom Rothman, som derfor nu føler, at Sony kan klare sig uden hjælp fra Marvel:
[i]”Tom tænker: ‘Okay, vi har lært alt det, som vi har brug for fra Kevins drejebog. Vi lavede selv ‘Venom’ og vi lavede ‘Spider-Verse’,”[/i] siger en Sony-kilde til The Hollywood Reporter.
Derfor har Sony takket nej til Disneys kontraktforslag om en forlængelse af låneaftalen af Spider-Man til MCU – læs mere om økonomien her.
