Rose-McGowan.com kan fremvise en næsten 30-minutter lang ‘making of’ featurette til Dimension Films’ kommende gyserprojekt, “Grindhouse”, med nye klip fra filmen samt Eli Roth, Edgar Wright og Rob Zombies trailers, der er flettet ind i den ventede dobbeltfilm.
“Grindhouse”, der er begået af Quentin Tarantino og Robert Rodriguez, hylder en lang række B-horrorfilm og består af to gyserhistorier, som hver af filmskaberne har instrueret. Tarantino står for slasher-filmen “Death Proof” med Kurt Russell som psykopatisk, bilfræsende morder, mens Rodriguez er at finde bag kameraet på “Planet Terror”, der udforsker en fremmed verden, som minder meget om vores egen.
Den første film i projektet, “Death Proof”, forventes at få dansk premiere i juni, mens den anden film, “Planet Terror”, vil følge et par måneder efter.
