20th Century Fox udsender en ny forlænget udgave af Ridley Scotts ridderfilm “Kingdom of Heaven” i en udvalgt amerikansk biograf og vil derpå udgive det nye cut på dvd i det nye år.
Filmen, som har Orlando Bloom i hovedrollen som en ung ridder, der bliver indblandet i striden om det hellige land, vil eksklusivt blive fremvist i biografen Laemmle Fairfax Theatre i Los Angeles.
Den nye Director’s Cut er hele 45 minutter længere end biografversionen, der udspillede sig på 145 minutter. Den forlængede version vil blive udgivet på dvd i 2006 i en omfattende multidisc udgave, som Scotts mandskab har arbejdet på siden filmen blev sat i produktion.
