Tim Roth skal spille hovedrollen i en ny tv-serie med titlen “Lie to Me” hos den amerikanske tv-kanal 20th Century Fox Television.
Serien vil omhandle Dr. Cal Lightman (Roth), der har en instinktiv evne til at læse ansigtsudtryk og kropssprog, der gør, at han kan aflæse, når folk lyver – bedre en nogen løgnedetektor kan gøre det. Lightman lever af at assistere FBI, politiet og firmaer i efterforskninger. Kelli Willams (“The Practice”) har rollen som Lightmans partner.
“Lie to Me” bygger løst på hændelser i psykologen Paul Ekmans liv. Ekman anses for at være en ekspert i videnskabelig læsning af ansigtets mikroudtryk.
Serien, der er skabt af Sam Baum og vil blive produceret af Brian Grazer, har indtil videre fået kontrakt på 13 afsnit hos Fox.
