I forbindelse med at San Diego Comic Con kunne offentliggøre hvilke specielle film-previews, der vil blive taget et kig på under den populære convention, blev det afsløret, at den kommende fortsættelse til Fox’ “Alien vs. Predator” har skiftet titel.
Før var projektet blot kendt under den forudsigelige titel “AVP2”; så blev den kaldt “Alien vs. Predator: Survival of the Fittest”; og nu er den officielle titel blevet omdøbt til “Alien vs. Predator 2: No Peace on Earth”.
I den nye film finder man Reiko Aylesworth og Steven Pasquale, der sammen med en håndfuld andre uheldige stakler fra en amerikansk by bliver fanget midt i krydsilden i en strid mellem de to dødsensfarlige udenjordiske væsner.
Filmen instrueres af brødrene Greg og Colin Strause, og manuskriptet er udarbejdet af Shane Salerno. Premieredatoen er sat til 25. december.
