Den Peter Jackson-producerede filmatisering af Xbox-spillet “Halo” er løbet ind i problemer, efter Universal og Fox har trukket sig fra projektet.
Filmstudierne skulle være med til at dække regningen på $135 mio. for spillefilmen, indtil tidligere på ugen, da de første penge skulle på bordet.
Aftalebruddet kom efter Fox og Universal i sidste øjeblik forsøgte at genforhandle med Microsoft og filmskaberne. Filmstudierne ville have dem til at reducere deres profitprocentdele. Da Peter Jackson og Fran Walsh, samt resten af produktionsholdet, afslog, trak filmstudierne sig fra projektet.
I et interview med Variety forklarer Peter Jacksons repræsentant, Ken Kamins: [i]”Det der skete var, at Universal, på vegne af begge studier, bad om et møde med filmskaberne lige inden forfaldsdatoen for en betydelig betaling. De sagde simpelthen, at for at komme videre med filmen, var det nødvendigt at filmskaberne reducerede deres aftaler betragteligt. De ventede til sidste øjeblik med at afholde dette møde.”[/i]
Jackson og Walsh snakkede med deres produktionspartnere og med Microsoft og Bungee, som oprindeligt lavede spillet til Xbox, hvorefter de pænt takkede nej.
Ud over filmskabernes procentsatser gik noget af studiernes kritik også på filmens uerfarne instruktør, Neill Blomkamp, samt rygterne om, at budgettet på $135 mio. kunne komme til at nå helt op på næsten $200 mio.
I sidste måned kunne Peter Jackson og Microsoft fortælle, at de havde planer om at skabe en halv-film, halvt-spil “Halo”-oplevelse i forbindelse med filmens premiere.
I mellemtiden fortsætter førproduktionen på den planlagte 2008 udgivelse hos Jacksons Weta Digital og Weta Workshops effektværksteder, mens Microsoft kigger sig om efter andre distributører.
