Liev Schreiber og Julia Stiles er nu blevet castet i 20th Century Fox’ kommende gyser “The Omen 666”, der skal instrueres af John Moore (“Behind Enemy Lines” og “Flight of the Phoenix”).

Filmen er en genindspilning af gyserklassikeren “Tegnet” fra 1976, der blev instrueret af Richard Donner, og som handler om en amerikansk ambassadør, der til sin gru erfarer, at hans elskede lille søn, Damien, i virkeligheden er den frygtelige Antikrist. I den nye version skal Schreiber og Stiles påtage sig Gregory Peck og Lee Remicks roller.

Dan McDermott skal skrive manuskriptet til den nye udgave, der bliver moderniseret. Projektet er nu sat til at blive påbegyndt allerede i starten af oktober.

Schreiber er snart aktuel med sin film “Everything is Illuminated”, som han har skrevet og instrueret, og som har Elijah Wood i hovedrollen.