Ikke nok med at Michael Bays “The Island” har været en økonomisk fiasko – der kun har formået at indspille $55 mio. på verdensplan ud af et budget på $120 mio. – nu bliver Michael Bays fremtidsthriller også trukket i retten, beskyldt for at plagiere filmen “Parts: The Clonus Horror” fra 1979.
Adskillige kritikere har bemærket ligheden mellem de to film. Magasinet Premiere skrev således at den første time i “The Island” virkede som en scene-for-scene remake af den tidligere film, dog med et væsentlig større budget.
Myrl A. Schreibman, som var en af producerne på filmen fra 1979, arbejder nu som underviser i filmvidenskab på UCLA. Han udtaler: [i]”Jeg har den ene fod i filmbranchen og den anden fod i den akademiske verden, og noget af det vi underviser i er etik i filmverden. Tanken om at nogens kreative arbejde skulle blive stjålet ligger mig meget på sinde, og det her er simpelt tyveri.”[/i]
Ifølge Robert S. Fiveson, medproducent på “Parts: The Clonus Horror”, der havde et beskedent budget på $250.000, er ligheden mere end bare grundidéen bag filmen, og dækker også karaktererne, dialogen, kamera-kompositioner og bestemte sekvenser.
Producerne kræver erstatning, samt at DreamWorks trækker filmen tilbage.
DreamWorks benægter i en udtalelse, at “The Island” skulle overtræde andre films copyright.
