oscars dårlige seertal populær blockbuster pris / Filmz.dk

Rekord-dårlige seertal er grunden til, at Oscar-akademiet har lavet ny populær-pris.

Sidste Oscar-show i marts havde historisk lave seertal. Efter dette show vidste Oscar-akademiet og Disney-ABC, der viser showet på amerikansk tv, at der måtte laves nogle ændringer for at få seerne tilbage, skriver Variety.

Derfor lavede man den nye kategori ‘Outstanding Achievement in Popular Film’ specifikt til blockbuster-film, som har et større publikum end andre Oscar-nominerede film – læs mere her.

Dette blev allerede foreslået af tv-folkene fra Disney-ABC til et møde kort efter den historiske bundskraber i marts. Der blev de andre nye ændringer også foreslået, som at showet skulle flyttes frem til starten af februar fra 2020 af og forkortes til maks tre timer ved at flytte flere af priserne ind i reklamepauserne.

Dette stemte akademiets bestyrelse om i tirsdag, hvor ændringerne altså blev vedtaget. Kriterierne for at blive nomineret til den nye populær-pris er dog stadig ikke blevet afsløret.

Showet i marts var 3 timer og 53 minutter langt, og der var flere film med høje Box Office-tal i ‘Bedste film’-kategorien i form af “Get Out”, “Dunkirk” og “Shape of Water”.

Der var 26,6 millioner seere ved showet, hvilket var 19 % lavere end showet i 2017 og 39 procent lavere end Oscar-showets rekord-seertal fra 2014.

Oscar-showet med den nye blockbuster-kategori og en endnu ukendt vært vil blive afholdt den 24. februar 2019.