spider man fremtid blokerer venom r-rating / Filmz.dk

“Venom” bliver højst sandsynligt ikke R-rated. Det ville nemlig gøre det svært at have Spider-Man med i Sonys ‘Spider-verse’.

“Venom”-skaberne vil få så meget horror og vold ud af en amerikansk aldersbegrænsning på PG-13, som de kan, men filmen vil højst sandsynligt ikke kun være for voksne med en R-rating, ligesom det var tilfældet med Fox-Marvels “Logan”- og “Deadpool”-film.

Sony mener nemlig, at en PG-13-rating vil give dem mere spillerum, når det kommer til fremtidige film med Spider-Man i Sony-Marvels ‘Spider-verse’, skriver Variety.

En “Spider-Man”-film vil i nærmest alle tilfælde være PG-13-rated, hvorfor det er svært for Sony at gøre “Venom” alt for mørk og voldelig, hvis han skal være en del af samme univers som Spider-Man i fremtiden.

Sony har rettighederne til omkring 900 “Spider-Man”-karakterer, men Spider-Man selv har de lånt ud til Disneys Marvel Studios og deres cinematic universe i fem film – læs mere her.

Eftersom Spider-Man har optrådt i tre MCU-film – “Civil War”, “Homecoming” og “Avengers: Infinity War” – og skal være med i “Avengers 4” og “Spider-Man: Far From Home” næste år, så slutter aftalen der, medmindre de har lavet en ny samarbejdsaftale inden da.

Et rygte fra tidligere i år pegede på, at Tom Hollands MCU-Spider-Man mod forventing skulle være med i “Venom”, hvilket også helt ville udelukke en R-rating – læs mere om rygtet her.