men in black international åbning weekend flop uden will smith / Filmz.dk

“Men in Black: International” havde en skuffende åbningsweekend.

Sidste uge havde den fjerde “Men in Black”-film premiere.

Det blev ikke en stor økonomisk succes for “International”, der samtidig er den første film i serien uden Will Smith.

I stedet spiller “Thor: Ragnarok”-makkerparret Chris Hemsworth og Tessa Thompson hovedrollerne i filmen, der åbnede i USA med 28,5 millioner dollars.

Til sammenligning åbnede “Men in Black”, “Men in Black 2” og “Men in black 3” alle for lige over 50 millioner dollars i USA.

Globalt kommer “Men in Black: International” op på 102,2 millioner dollars, hvor Kina står for størstedelen af det beløb uden for USA med 26,3 millioner dollars.

Anmelderne er heller ikke tilfredse med “International”, som har den hidtil laveste Rotten Tomatoes-score i “Men in Black”-serien – læs mere her.

Publikum er flinkere og giver den således et B på Cinemascore.