Danske biografer alle danmark lukker coronavirus / Filmz.dk

Danske Biografer anbefaler nu alle landets biografer at lukke omgående.

Efter gårsdagens pressemøde, hvor statsminister Mette Frederiksen anbefalede alle kulturinstitutioner at lukke ned i de næste 14 dage, har brancheforeningen Danske Biografer nu en klar opfordring til biograferne i Danmark: Luk nu!

Derfor er det fra med omgående virkning i dag torsdag ikke længere muligt at gå i biografen i Danmark.

Beslutningen sker i forlængelse af regeringens og myndighedernes nye, omfattende foranstaltninger for at begrænse corona-epidemien (covid-19), hvilket har fået bestyrelsen for brancheorganisationen Danske Biografer til at anbefale sine medlemmer at lukke med øjeblikkelig virkning.

Danmarks største biografkæde – Nordisk Film Biografer – besluttede tidligere på dagen at lukke ned til den 27. marts, men også de mindre biografer med sale til færre end 100 tilskuere følger nu trop.

Læs også ‘Corona-aflyste premierefilm i Danmark (OPDATERES)‘.

Danske Biografers anbefaling gælder indtil videre frem til fredag d. 27. marts, hvortil de danske biografer vil være lukket.