Sony Pictures har for et syvcifret beløb hyret manuskriptforfatteren Alvin Sargent til at skrive “Spider-Man 3”, med mulighed for at skrive den fjerde film også.
Sargent blev krediteret for at skrive manuskriptet til “Spider-Man 2” og lavede desuden nogle omskrivninger til den første film, der blev skrevet af David Koepp.
På den første “Spider-Man” blev manuskriptforfatteren hevet ombord af sin kone, Laura Ziskin, som producerer filmene om den netsvingende helt sammen med Avi Arad fra Marvel. Sargent fik derefter muligheden for at skrive det problematiske manuskript til fortsættelsen, som allerede havde været under behandling af blandt andre Koepp og “Smallville”-skaberne Alfred Gough og Miles Millar.
Filmstudiet har endnu ikke afsløret plottet eller skurken i “Spider-Man 3”, men historien er allerede blevet udtænkt af Sargent sammen med instruktøren Sam Raimi og hans bror, Ivan Raimi.
“Spider-Man 3” er foreløbig sat til at få premiere 4. maj 2007.
