Det forlyder, at George Lucas har udset sig instruktøren Anthony Hemingway til at føre historien om USA’s første sorte kamppiloter til det store lærred.
Anthony Hemingway har indtil nu kun instrueret afsnit af diverse tv-serier som “The Wire”, “Battlestar Galactica” og “ER”, og vil derfor få sin instruktørdebut på en spillefilm med “Red Tails”.
“Red Tails”, der har manuskript af John Ridley (“U Turn”, “Three Kings”) fortæller historien om USA’s første sorte kamppiloter under 2. Verdenskrig, der fik tilnavnet Tuskegee Airmen.
De i alt 445 piloter fløj over 15.000 bombetogter under krigen og blev nogle af de mest anerkendte og højest dekorerede. 150 piloter mistede livet, og de hjemvendte måtte efter krigens afslutning stadig kæmpe mod racisme og diskrimination på hjemmefronten.
