Produceren Avi Arad har i forbindelse med optagelserne af “Fantastic Four” givet en opdatering på nogle af de kommende Marvel-filmatiseringer.

Instruktøren Sam Raimi kunne for noget tid siden fortælle, at “Spider-Man”-serien ville slutte med den tredje film, men det kan Arad nu afkræfte. Han fortæller, at Raimi havde miskommunikeret budskabet, da man ikke har lyst til at se en så succesfuld filmserie slutte så tidligt. Arad ser flere film efter “Spider-Man 3”, men tager blot én film af gangen.

Desuden kan Arad bekræfte, at Joss Whedon er i betragtning hos 20th Century Fox som instruktør på “X-Men 3”. Endvidere kunne han berette hvorfor Bryan Singer valgte at forlade “X-Men”-serien til fordel for den kommende “Superman”-produktion. Grunden var – ifølge Arad – at Singer fik tilbudt flere penge for “Superman” og at det ikke skyldtes uenigheder.

Arad giver også en opdatering på Marvel-filmatiseringen “Ghost Rider” og kan fortælle, at skuespilleren Jon Voigt ikke længere er tilknyttet som skuespiller på produktionen, men i stedet har fået sig en position som producer på projektet.