Filmmageren Baz Luhrmann (“Romeo + Juliet”, “Moulin Rouge!”) har erhvervet sig rettighederne til F. Scott Fitzgeralds roman “Den store Gatsby”. Der er endnu ikke tilknyttet et filmstudie til projektet, og der foreligger heller ikke et manuskript, men Luhrmann vil for alvor fokusere på projektet, så snart “Australia” er ude af kapløbet om diverse filmpriser.

Bogen, der udkom i 1925, udspiller sig blandt den velhavende klasse på den amerikanske østkyst i 1920’erne og er en samfundskildring, hvor myten om den store amerikanske drøm bliver taget under kraftig behandling. Romanen har siden hen høstet stor ros som værende det værk, der bedst beskriver den periode i USA’s historie.

“Den store Gatsby” blev foreviget på det store lærred i 1974, hvor Robert Redford gav den som Jay Gatsby. Manuskriptet blev dengang skrevet af Francis Ford Coppola.