Der har tidligere været spekulationer om hvorvidt Bill Murray atter ville lægge stemme til den computeranimerede kat Garfield i 20th Century Fox’ lovede “Garfield 2”, men det forlyder nu at skuespilleren også vil være at finde på rollelisten, når optagelserne går i gang.
Både Breckin Meyer (Garfields ejer, Harald) og Jennifer Love Hewitt har skrevet under på at medvirke, selvom Hewitts rolle i opfølgeren vil blive betydeligt mindre, eftersom hun også har travlt med optagelserne til den kommende CBS-serie “Ghost Whisperer”.
På rollelisten finder man nu desuden Lucy Davis og Billy Connolly. “Garfield 2”, som skal instrueres af Tim Hill, er sat til at få premiere i juli 2006.
“Garfield: The Movie”, som er baseret på den populære 27 år gamle tegneserie, indtjente knap $200 mio. på verdensplan. I den danske version af filmen lagde Tommy Kenter stemme til den lasagnehungrende hankat og vil uden tvivl også kunne findes i den danske version af opfølgeren.
