I et interview med Empire kan den britiske skuespiller Bill Nighy fortælle lidt om sin rolle i den kommende “Pirates of the Caribbean: Dead Man’s Chest”, fortsættelsen til Disneys succesfulde pirateventyr fra 2003.
Nighy skal i den kommende film spille den legendariske pirat Davy Jones og vil derved blive filmens skurk, og vil muligvis også være at finde i den lovede tredje film i den skumsprøjtende eventyrserie.
Skuespilleren siger om sin rolle: [i]”Jeg er en meget, meget, meget slem mand, og jeg er der for at få folk til at lide på alle mulige nye måder, som man ikke har set før.”[/i] Dog røber Nighy ikke hvordan dette vil ske, men afslører: [i]”Jeg har et skib og jeg har en besætning, og de er virkelig nogle onde sataner.”[/i]
Han tilføjer, at hans onde karakter vil få hjælp med sin fremtræden af effektmagerne hos Industrial Light & Magic. [i]”Jeg er så computergenereret, at man måske vil have svært ved at genkende mig. Man ved det er mig, men man bliver måske nødt til at tjekke rulleteksterne bagefter,”[/i] joker Nighy. [i]”Men det er fremragende historier, det er storslåede historier. Hvis man kunne lide den første, vil man elske denne her.”[/i]
Desuden gentager han sin rolle som vampyren Viktor i den kommende “Underworld: Evolution”, hvilket nok overrasker mange, når man tager hans karakters skæbne i den første film i betragtning.
Nighy fortæller: [i]”Jeg ved det, men ved I hvad? – De tager tilbage i tiden. Forstår I hvad jeg mener? Det er meget kløgtigt. Så nu er jeg i fortiden, i Middelalderen, i fuld rustning, oppe på et bjerg i Canada, i dyb sne, med alle gutterne. Jeg tror, at de fik mig tilbage ud af medlidenhed. Jeg er ikke meget med i den.”[/i]
Han kan endvidere berette, at han er med for at genopvække den anden Vampyr-ældre, Marcus, der spilles af skotske Tony Curran. “Underworld: Evolution” instrueres igen af Len Wiseman.
Nighy kan desuden snart ses i komedien “The Hitchhiker’s Guide to the Galaxy”.
