En undersøgelse viser, at en tur i biografen bliver en stadig dyrere oplevelse – og det gælder ikke kun i Danmark. Sidste år nåede billetpriser verden rundt således nye højder, med stigninger i 40 ud af de 45 lande undersøgelsen indbefatter.

De dyreste billetter findes i Japan – efterfulgt af Schweiz, Sverige, Norge og Danmark. I USA, som står for det største salg af biografbilletter, steg prisen for 10. år i træk og nåede en gennemsnitspris på $6,04. Som et af de få lande kunne Tyskland i 2003 præsentere lavere billetpriser, med en nedgang på 2,6 %.

En biografbillet kostede i 2003 i gennemsnit $5,20 globalt, hvilket er en stigning fra 2002 på 4,8 %.

De nye Multiplex-biografer med air-conditioning og forbedrede lydsystemer får en del af skylden for de høje priser.