Biograf krig Trolls 2 universal amc / Filmz.dk

Verdens største biografkæde udelukker Universal Pictures efter “Trolls 2”-kommentarer.

De var de første til at teste biograftitler direkte på streaming under coronakrisen. Universal lagde ud med “The Invisible Man”, “Emma” og “The Hunt” – alle mindre titler.

“Trolls: World Tour” var derimod en større titel, der var tiltænkt en biografpremiere, men som Universal i stedet valgte at udsende som en direkte VOD-premiere. I går kunne de meddele, at der var tale om en stor succes.

Universal-chef Jeff Shell kommenterede på succesen ved at erklære, at Hollywood-giganten også i fremtiden vil satse på premierefilm direkte på streaming – også efter biografernes genåbning.

Den bemærkning har fået biograf-giganten AMC Theaters – der ejer over 1.000 biografer i hele verden – til at erklære krig imod Universal:

[i]”Universals ensidige handlinger og intentioner gør, at vi ikke har noget valg. Derfor med omgående effekt vil AMC ikke længere spille Universal-film i vores biografer i USA, Europa eller Mellemøsten,”[/i] siger AMC-chef Adam Aron ifølge The Hollywood Reporter.

Dermed vil AMC boykotte filmtitler som “Fast & Furious 9”, “Minions 2” og “Jurassic World 3”, hvilket også vil ramme Filmstaden i Sverige, Odeon Kino i Norge og Finnkino i Finland, der alle ejes af AMC.

Universal-chef Jeff Shell kommenterer nu på boykotten fra AMC:

[i]”Vores mål med at give premiere til ‘Trolls: World Tour’ på PVOD var at levere underholdning til folk, der er derhjemme, mens filmbiografer og andre former for udendørs underholdning ikke er tilgængelige. Baseret på den begejstrede modtagelse af filmen, mener vi, at vi gjorde det rigtige.”[/i]

Læs også ‘Historisk VOD-gennembrud: 2’er på streaming overgår biograf-original‘.

“Trolls på verdensturné” har ikke fået VOD-premiere i Danmark, hvor der i stedet er biografpremiere den 1. oktober.