AMC Entertainment vil rejse 500 millioner dollars for at klare sig igennem coronakrisen – udskyder trussel om konkurs.
De mørke konkurs-skyer har længe nærmet sig verdens største biografkæde – amerikanske AMC, der ejer over 1.000 biografer over hele verden.
Gælden hober sig op, analytikere anbefaler salg af aktien og rygter om snarlig konkurs har taget til. Nu kan der dog endelig være lys forude for AMC.
AMC Entertainment meddeler således, at man har i sinde at rejse 500 millioner dollars, hvilket dermed vil øge selskabets samlede gæld til 5,25 milliarder dollars.
Løftet om nye penge på vej har straks fået aktierne til at stige, da markedet nu har tiltro til, at AMC alligevel vil kunne overleve frem til en genåbning af verdens biografer efter coronakrisen, skriver CNBC.

Samtidig kan den særlige biografbranche og coronakrisens unikke natur – den gælder de fleste – blive en redning for AMC, vurderer Wedbush Securities-analytiker Michael Pachter.
AMC-biografernes udlejere har nemlig reelt set ikke noget andet valg end at acceptere, at AMC i en periode nægter at betale husleje.
Det skyldes, at coronakrisen holder alle biografer lukkede, hvilket betyder, at udlejerne ikke bare kan leje biograferne ud til konkurrenterne, da disse heller ikke kan åbne:
[i]”Udlejere har intet at vinde, da udlejerne har dårlige udsigter til at få ejendommene udlejer til andre lejere, mens økonomien er lukket ned,”[/i] siger Pachter til Variety.
Samtidig kan biografsale være mere end vanskelige at udleje til andet end lige netop biografdrift, hvilket også tæller til fordel for AMC.
Læs også ‘Biograf-ejere kommenterer på rygter om konkurs‘.
Senest har de kinesiske AMC-ejere hos Wanda da også afvist, at man nærmer sig en konkurs.
