Næsten 5.000 personer har skrevet under på at redde Palads fra nedrivning – kendt instruktør går ind i kampen.
#RedPalads-bevægelsen har fået nyt liv, efter det i sidste måned kom frem, at Nordisk Film Biografer sammen med Bjarke Ingels Group har konkrete planer om at nedrive Palads til fordel for en helt ny biograf i centrum af København.
En underskrifts-indsamling imod planerne startet af “Antboy”-instruktør Ask Hasselbalch har således snart rundet 5.000 tilkendegivelser:
[i]”Det handler ikke om at bevare biografen (der er meget bedre end sit rygte). Det handler om at bevare en vigtig kulturhistorisk bygning og det kunstneriske hovedværk i Poul Gernes virke. København bliver fattigere uden Palads,”[/i] skriver Hasselbalch.
Poul Gernes malede i 1989 Palads-biografen i sine ikoniske pastelfarver, men bygningen vil snart være fortid, hvis det står til Nordisk Film og Bjarke Ingels:
[i]”Tiden er løbet fra Palads,”[/i] udtaler Bjarke Ingels til Filmz i et længere interview.
Læs også ‘Palads-plan: Skal rives ned – 6 billeder af ny biograf i København‘.
Nordisk Film holder også af den historiske bygning, men har indset, at den er uegnet til biografdrift:
[i]”Bygningen er utidssvarende i forhold til moderne biografdrift og meget dyr at vedligeholde,”[/i] siger Nordisk Film Biografer-direktør Asger Flygare Bech-Thomsen til Filmz.
