“Borte med blæsten” er nu tilbage på den amerikanske streamingtjeneste HBO Max – nu udstyret med en advarende og oplysende introduktion.
Det skabte stor debat, da HBO Max for to uger siden valgte at fjerne klassikeren “Borte med blæsten” fra streamingtjenesten.
Det skete efter et pres, der blev indledt af “12 Years a Slave”-manuskriptforfatter John Ridley, som i et indlæg i Los Angeles Times opfordrede HBO Max til at fjerne titlen, fordi den er racistisk i sin skildring af afroamerikanere.
HBO indvilligede i at fjerne “Borte med blæsten” – men kun midlertidigt.
Klassikeren ville vende tilbage, så snart den var blevet udstyret med en indledning, der forklarer den historiske kontekst og tager afstand til de racistiske skildringer, lød det.
Det er nu sket.
I en intro på omkring fire minutter forklarer filmforsker Jacqueline Stewart, hvorfor “Borte med blæsten” er problematisk set med nutidens øjne:
“Filmens skildring af verden gennem en nostalgisk linse benægter slaveriets rædsler, såvel som raceulighedens eftermæle,” lyder det bl.a. fra Stewart.
Hun understreger dog også, at det er vigtigt, at filmklassikeren bevares i sin oprindelige form:
“Det kan være ubehageligt, endda smertefuldt, at se ‘Borte med blæsten’. Alligevel er det vigtigt, at klassiske Hollywood-film er tilgængelige for os i deres oprindelige form, så vi kan se og diskutere dem.”
HBO Max har udover introduktionen gjort et debatprogram fra 2019 om “Borte med blæsten” og filmens komplicerede eftermæle tilgængeligt på tjenesten.
Læs også Efter pres fra Oscar-vinder: HBO Max fjerner “Borte med blæsten”
“Borte med blæsten” vandt otte Oscar-priser i 1940.
