Instruktørbrødrene Greg og Colin Strause, der med den kommende “Aliens vs. Predator 2” får deres spillefilmsdebut, kan igen løfte sløret for mulige planer om endnu en film i den populære franchise om dødskampen mellem de to ikoniske filmmonstre.
De filmskabende brødre kan i et interview berette, at den forestående film, der i USA bærer titlen “Aliens vs. Predator: Requiem”, leder op til en anden film, og mens 2’eren udspiller sig i en lille amerikansk by, ønsker de for det næste kapitel at tage handlingen tilbage til rummet – ligesom de oprindelige “Alien”-film.
Filmselskabet er for tiden i forhandlinger med duoen om endnu en film om de to dødbringende rumracer, men Fox vil dog vente med at give grønt lys til de ser, hvor stor en succes “AvP-R” bliver.
Fox har samtidig opdateret filmens officielle hjemmeside, [url=http://www.avpr.com/]AvPR.com[/url], hvor man nu bl.a. kan skabe sin egen Predalien, tage en AvP-quiz og sende sine venner et “Facehug”.
“Aliens vs. Predator 2” kan ses i danske biografer fra 11. januar.
