Instruktøren bag de to første “X-Men” og “Superman Returns”, Bryan Singer, er netop gået i gang med at udvikle den lovede “Superman” fortsættelse sammen med producenterne Chris Lee og Jon Peters, hvor han kan fortælle lidt om fremtiden for mulige “X-Men” film.

Singer kan bekræfte, at han er blevet kontaktet vedrørende et tilbud om at skulle instruere en fjerde film om mutanternes krig, men har sagt, at han ikke har tid til at påtage sig endnu et stort opsat filmprojekt, før at den næste “Superman” film er kommet ud af starthullerne.

Samtidig kan den populære filmskaber dog fortælle, at han er meget interesseret i at se David Benioffs manuskript til “X-Men” spinoff-filmen “Wolverine”, der stadig ikke har fundet en instruktør.

Filmen om den iltre Logan, spillet af Hugh Jackman, går efter planen i gang med optagelser omkring sidste kvartal i 2007. Fortsættelsen på “Superman Returns” er sat til at få premiere i sommeren 2009.