Lars von Trier har nu fået udvidet sin rolleliste til sit kommende filmprojekt, komedien “Direktøren for det hele”, med hele tre skuespillere fra Zulu-komedieserien “Klovn”, som instruktøren selv har skrevet et afsnit til.

Casper Christensen, Iben Hjejle og Mia Lyhne skal alle medvirke i den kommende film, der dog ikke får plads til den anden af seriens frontmænd, Frank Hvam.

[i]”Jeg aner ikke, hvilken rolle jeg skal spille, men jeg er superstolt af, at jeg skal være med. Jeg er en stor fan af Lars von Trier. Han har jo også hjulpet os med tv-serien ‘Klovn’. Han har skrevet et afsnit og har selv spillet med i en scene,[/i]” fortæller Christensen til Ekstra Bladet.

Desuden forlyder det, at Peter Gantzler har fået titelrollen som direktøren, mens Jens Albinus, Henrik Prip og Louise Mieritz også har roller i komedien. Muligvis vil også Sofie Gråbøl være at finde i filmen, hvis hun har tid.