Med “Flammernes pokal” vel overstået, er præ-produktionen på fortsættelsen, “Harry Potter og Fønixordenen”, gået i gang.

Det forlyder at skuespilleren George Harris er blevet castet til rollen som Kingsley Shacklebolt, eller Kingo Sjækelbolt som den danske oversættelse lyder. Sjækelbolt arbejder for ministeriet for magi som Auror, en troldmand, der jager onde troldmænd. Sjækelbolt er endvidere medlem af Fønixordenen, som er et broderskab skabt af Albus Dumbledore til at kæmpe mod den onde Lord Voldemort.

Gennem Harris’ karriere har vi set ham i et utal af mindre roller, bl.a. i “Raiders of the Lost Ark”, “The Intepreter” og “Layer Cake”.

I en anden rolle ses Robbie Jarvis, der skal spille en ung udgave af Harrys far, James Potter. Harry ser i bogen sin far, da han får et kig ind i Professor Snapes værste minde.

I “Harry Potter og Fønixordenen” vender Harry tilbage til magiens verden efter hans dramatiske møde med Lord Voldemort, for at finde at ingen tror på den mørke fyrstes tilbagevenden. Værre bliver det da Hogwarts overtages af myndighedernes inkvisitator, der strengt slår ned på alle der viser det mindste tegn på tankegang forskellig fra ministeriets officielle linje. Harry falder i unåde, og får sit hidtil hårdeste år på skolen.

“Harry Potter og Fønixordenen” begynder optagelserne i februar.