Summit Entertainment har hyret Chris Weitz (“Det gyldne kompas”) som instruktør på den kommende “New Moon”, fortsættelsen til vampyrfilmen “Twilight”, der allerede er blevet en stor finansiel succes i USA. Beslutningen er truffet som følge af, at studiet [url=http://filmz.dk/catherine-hardwicke-ikke-instruktoer-paa-twilight-fortsaettelse]ikke kunne opnå enighed[/url] med instruktøren af den første film, Catherine Hardwicke, om hvordan serien skulle føres videre.

“New Moon” vil ligesom sin forgænger handle om forholdet mellem pigen Isabella (Kristen Stewart) og vampyren Edward (Robert Pattinson), der denne gang bliver skilt fra hinanden, da Edward beslutter sig for at forlade byen for at sikre Isabella en tryg fremtid uden vampyrer. Dette gør dog, at der opstår et mentalt bånd mellem de to elskende, og det varer ikke længe, før de igen bliver kastet ud i et nyt eventyr.

“Twilight” får premiere i de danske biografer 6. februar.