Instruktøren D.J. Caruso (“Eagle Eye”) har fået sig et nyt job. Han skal slå kæmper ihjel i den kommende film “Jack the Giant Killer” fra New Line Cinema.
Historien er baseret på legenden om Jack og bønnestagen, men vil tage en mere voksen vinkel til begivenhedernes gang. Da en prinsesse bliver kidnappet, sættes freden mellem mennesker og kæmper i fare, og en ung landmand får chancen for at lede en farefyldt ekspedition til kæmpernes rige for at befri og redde hende.
Filmens manuskript er skrevet af Darren Lemke, og Mark Bomback (“Die Hard 4.0”) har senere bearbejdet det.
Caruso har igennem længere tid udviklet en filmatisering af Brian K. Vaughans tegneserie “Y: The Last Man”, som han håber bliver en trilogi. Caruso ser gerne, at Shia LaBeouf, som Caruso har instrueret i sine to seneste film “Disturbia” og “Eagle Eye”, vil spille hovedrollen i “Y: The Last Man” som Yorick, klodens sidste mand.
