Alle står tilsyneladende nu i kø for at hjælpe de fattige børn fra Oscar-vinderen “Slumdog Millionaire”. I går [url=http://filmz.dk/slumdog-millionaire-boern-flytter-ud-af-slummen]forlød det[/url], at de indiske myndigheder ville betale for nye hjem til de to børneskuespillere Rubiana Ali og Azhar Ismail og deres familier, og nu afslører instruktøren Danny Boyle, at han og produceren Christian Colson vil købe lejligheder til børnene for 170.000 kroner.
Der lød et ramaskrig, da det kom frem, at de to børn boede under kummerlige forhold – hvor 10-årige Azhar bl.a. sov på en rådden madras med sine forældre, og Rubiana boede i en faldefærdig hytte ved siden af en åben kloak – på trods af at “Slumdog Millionaire” har omsat for over 500 mio. kroner på verdensplan.
Af frygt for at forældrene i stedet for at bo i lejlighederne blot vil sælge dem, vil lejlighederne først blive overdraget til forældrene, når børnene bliver 18 år og har afsluttet deres uddannelse.
Udover lejlighederne har Boyle og Colson også finansieret en rickshaw, der vil køre børnene til og fra skole i de næste otte år, så de er sikre på, at de kommer af sted.
