“Avengers: Endgame” får officielt aldersgrænsen 11 år i Danmark – men begrundelsen kan spoile.
Filmz fortalte i går, at den danske Marvel-afdeling bevidst har holdt Medierådets censur til “Avengers: Endgame” tilbage af frygt for spoilers – læs om det her.
Derfor er Medierådets censur først offentliggjort i dag. Og der er ganske rigtigt tale om en aldersgrænse på 11 år. Hvad er begrundelsen? Det afsløres nu – læs videre på eget ansvar!
Medierådet skriver i begrundelse for aldersgrænsen til “Avengers: Endgame” følgende:
[i]”Filmen har en dramatisk og actionpræget grundstemning og foregår i en urealistisk verden med superhelte- og science fiction-elementer. Den indeholder en lang række voldsomme scener med drabelige kampe og figurer, der slås ihjel eller trues med at blive slået ihjel på voldsom og brutal vis. Filmen dvæler desuden i passager ved sorg over at miste sine nærmeste. Da filmen imidlertid foregår i et urealistisk superhelte-univers, ikke indeholder blodigt udpenslede voldsscener, og i øvrigt ofte er præget af en humoristisk forløsning af dramatiske situationer, vurderes det, at den kun vil kunne virke skræmmende på børn under 11 år.”[/i]
Særligt afsløringen af dødsfald og sorg kan være årsagen til, at censuren blev holdt hen til premieredagen.
