Grand Teatret ønsker med biograf-premieren på “Roma” at trække Netflix i ‘den rigtige retning’.
Sammen med Reprise Teatret er Grand Teatret ene om at give Netflix-filmen “Roma” biograf-premiere i Danmark.
Alfonso Cuaróns personlige film fra hjemlandet, Mexico, i sort/hvid regnes allerede som en tidlig Oscar-favorit med en Guldløve fra Venedig i bagagen.
Men “Roma” bærer også rundt på et Netflix-stempel og en kommende streaming-premiere d. 14. december.
Grand-premieren foregår d. 6. december i sal 3 – biografens bedste sal med de røde sæder. For kvaliteten af “Roma” overtrumfer Netflix-ejerskabet:
[i]”Der er tale om årets måske bedste film, derfor vil vi gerne vise ‘Roma’ på det store lærred,”[/i] siger Grand-direktør Kim Foss til Filmz.
Biograf-premieren sker på trods af, at Netflix nægter at overholde det normale ‘biograf-vindue’ på omkring tre måneder fra biograf til streaming.
Men selv om der kun er tale om otte dage fra biograf til streaming, så ser Kim Foss Netflix-aftalen som et skridt i en mere positiv retning:
[i]”Biograf-premieren før streaming er et skridt i den rigtige retning. Vi presser Netflix ind i en positiv udvikling.”[/i]
Og selv om otte dage ikke er meget, så er signalet i den eksklusivitet afgørende for, at Grand vil invitere Netflix og “Roma” inden for i de røde sæder i sal 3:
[i]”Grand ville næppe vise ‘Roma’, hvis vi ikke havde fået den før Netflix-premieren.”[/i]
“Roma” vises i Grand Teatret i København kl. 18.45 hver dag i perioden 6.-12. december, imens Reprise Teatret i Holte viser Netflix-filmen én enkelt gang d. 9. december kl. 15.
