I går stod den på bytte-bytte-købmand i den danske filmfestivalverden. Den største danske filmfestival, CPH:DOX, offentliggjorde, at den flytter fra november til marts måned, hvilket nu har udløst en større lavine af rokader i det danske festivallandskab.

[i]Se også: [url=http://filmz.dk/film/ejersbo/biograf]Anmeldelsen af “Ejersbo”[/url][/i]

Baggrunden for, at DOX skal flytte, er, at den ligger kun få uger inden verdens største dokumentarfestival, IDFA i Amsterdam. Skal DOX således kunne true IDFA’s status på sigt, så har den været nødsaget til at flytte til forårssæsonen, hvor den får mere frit spil i forhold til storesøster i Holland.

Den flytning gør nu, at den danske søskendefestival til DOX – CPH PIX – nu også må flytte, da den afholdes i april. Og man ønsker næppe at konkurrere internt i Danmark om festivalgæsterne, hvorfor CPH PIX nu flyttes til efteråret.

I efteråret ligger imidlertid også den danske ungdomsfestival Buster, der afholdes i september, hvilket sandsynligvis bliver det nye tidspunkt for PIX, da den ikke vil placere sig i biografernes højsæson fra slutningen af oktober og frem til marts. Derfor fusionerer Buster nu med PIX, der angiveligt føres videre under PIX-navnet.

CPH PIX afholdes næste gang i efteråret 2016, imens CPH:DOX afholdes næste gang i marts 2017.

[i][url=http://www.facebook.com/filmzdk]Følg Filmz på Facebook[/url].[/i]