Deadpool 3 MCU Phase 5 / Filmz.dk

Disney har oprettet skuffeselskabet Finger Gun Productions LLC – kan være “Deadpool 3”.

Der er tre MCU-film på releaseplanen hos Marvel Studios i 2022, hvor Phase 5 begynder.

“Black Panther 2” og “Ant-Man 3” tager sig af to af de ledige datoer, men hvad med den 18. februar i 2022?

Noget kunne tyde på, at den dato bliver premieren på “Deadpool 3”, der dermed vil blive første film i Phase 5 af Marvel Cinematic Universe.

HN Entertainment erfarer således, at Disney har oprettet skuffeselskabet Finger Gun Productions LLC, hvilket kan dække over produktionen af “Deadpool 3”.

Det er normal procedure, at der oprettes denne slags selskaber, når en produktion skal sættes i gang.

Foruden det særlige navn på skuffeselskabet i Disney-regi så er der flere spor, der peger på “Deadpool 3”.

I oktober var Ryan Reynolds til møde hos Marvel Studios, ligesom en “Deadpool 3”-annoncering er blevet ventet af flere journalister – læs om det her.

Viser det sig, at “Deadpool 3” får premiere i 2022, er det sandsynligt, at Marvel Studios vil lade mindst én anden MCU-helt medvirke for på den måde at trække Deadpool ind i Marvel Cinematic Universe.

Tidligere har der været spekuleret i Spider-Man som en oplagt cameo-karakter i en “Deadpool”-film.

Netop Spider-Man er på kontrakt hos Marvel Studios til “Spider-Man 3” med premiere i 2021 samt yderligere én gæsteoptræden i en MCU-film – sandsynligvis i 2022.

Læs også ‘Marvel har lovet “Deadpool”-holdet R-rating – håber på MCU‘.

Marvel-insider Charles Murphy indikerer dog, at ‘Finger Gun Productions LLC’ også kan dække over MCU-serien “Hawkeye”, da den nye Hawkeye – Kate Bishop – netop benytter sig af udtrykket ‘Finger Guns’ i en tegneserie.