Jerry Goldsmiths dystre score til “Alien”, en af de mest efterspurgte soundtrack-restaureringer, er nu udgivet i en deluxe-udgave.
Det har i mange år lydt, at en komplet udgivelse af Goldsmiths score sandsynligvis aldrig ville se dagens lys, men efter at man for nylig har fundet de originale masterbånd, kan man nu endelig udgive det originale score, samt en masse andre godter fra optagelserne fra 1979.
Musikken er fordelt på to cd’er, hvor den første skive indeholder det komplette score, som Goldsmith havde skrevet og tiltænkt sig det skulle lyde i filmen. Cd’en rundes af med en række alternative numre, som blev lavet efter Ridley Scotts ønske. Cd nummer 2 indeholder en finpudset version af soundtracket, som blev produceret i forbindelse med filmens premiere, samt en række bonusnumre – heriblandt filmversionen af “Main Titles”.
Lydklip fra udgivelsen kan opleves hos Intrada.com.
