Disney
En af Disneys mest populære film fra 40’erne skulle oprindeligt have fået en efterfølger – og de arbejdede faktisk på den helt op til 2006.
Disney har altid været verdensmestre i at malke deres produkter, indtil der ikke er mere tilbage, men nogle gange ender selv de mest flyvefærdige idéer altså i papirkurven.
Da Disney-renæssancen kørte for fuld hammer i 90’erne med Den Lille Havfrue og Løvernes Konge, fandt man ud af, at folk åbenbart købte alt, hvis bare der stod “Disney” på ryggen af VHS-båndet. Det udløste en sand bølge af efterfølgere, der røg direkte ud i supermarkederne.
Mens vi fik lov at se mere til både Aladdin og Simba, findes der en hel kirkegård af glemte projekter, der aldrig nåede hjem til stuerne.
Mest spøjs var planen om at give den store øre-elefant en toer, hvor vi endelig skulle have løst gåden: Hvem i alverden var Dumbos far?
Planerne for Dumbo II var faktisk så langt fremme, at man diskede op med en trailer på jubilæums-DVD’en i 2001.
Historien skulle have handlet om Dumbo, musen Timothy og en flok nye venner, der bliver væk fra cirkusvognen og ender i en kæmpe storby, hvor de bare skal prøve at overleve.
Det helt store trækplaster var dog introduktionen af Mr. Jumbo. Dumbos far, som vi aldrig har set skyggen af, skulle endelig træde ind på scenen, og det var meningen, at genforeningen mellem far og søn skulle have været en rigtig tåreperser.
Manuskriptforfatter Robert Reece knoklede med at give de nye dyr personlighed, men han mærkede hurtigt, at Disney-maskineriet ikke altid gav ham frit løb.
”Jeg fik en stor grad af frihed på nogle projekter, mens andre havde elementer, jeg var nødt til at beholde baseret på tidligere udkast, der var lavet før min tid – bestemte scener, karakterer, temaer osv., som studiet var knyttet til eller allerede havde materiale til,” fortalte Reece i et interview med Animated Views.

Pixar trak i håndbremsen
Friheden til at lege med de gamle klassikere mødte dog en ret kontant mur i 2006.
John Lasseter, der var Chief Creatice Officer og en af de mange instruktører hos Pixar, satte sig i chefstolen hos Disney i 2006 og besluttede sig for at rydde op i alle de her “billige” efterfølgere, som han mente ødelagde Disneys gode rygte. Og dermed trak han stikket på både Dumbo II, Pinocchio II og Aristocats II.
Robert Reece sad ellers med fingrene nede i maskinrummet på flere af dem, og han nåede faktisk også at skrive på et udkast til Snedronningen, som mange år senere blev til den lille film, vi i dag kender som Frost. Han har efterfølgende forklaret, hvordan arbejdsvilkårene skiftede alt efter projektet:
”Hvis det var noget, man udviklede tidligt i forløbet, havde man måske meget mere frihed. Hvis det var et projekt, der havde været under udvikling længe eller allerede var i produktion, så var der tydeligvis ikke lige så meget spillerum,” forklarede Reece.
Selvom Lasseter i sin tid forsøgte at redde studiets ære ved at stoppe de her direkte-til-video-film, har piben i dag fået en helt anden lyd hos Disney. Nu er strategien bare skiftet til, at efterfølgere som Vilde Rolf smadrer internettet, Frost II og Vaiana 2 skal være kæmpe biografevents i stedet.
Robert Reeces vision om at finde Dumbos far forbliver dog en gemt arkivskat, som vi nok aldrig får at se – medmindre Disney en dag finder ud af, at nostalgien for flyvende elefanter er for god en forretning til at lade ligge i skuffen.
Du kan se den førnævnte teaser fra jubilæums-DVD’en her: