Der har hersket noget forvirring om Lasse Spang Olsens pludselige forsvinden som instruktør på den kommende romantiske komedie “[url=/film/simon-og-malou]Simon & Malou[/url]”, hvor filmens tekniske instruktør, Theis Mølstrøm Christensen, nu alene er krediteret.
Filmz har spurgt filmselskabet bag, SF Film, om årsagen til den manglende kreditering.
[i]”Lasse forestod optagelserne, men af forskellige årsager færdiggjorde han ikke filmen og ønskede derfor ikke kreditering. Derfor tilfaldt krediteringen som teknisk instruktør Theis, der var 1. assistant director. Han har stået for filmens sidste optagelser og færdiggørelsen,”[/i] skriver pressechef Camilla Baggesen i en mail til Filmz.
[full]
“Simon & Malou” handler om den supertjekkede svenske advokat Malou, der flytter til København for at blive partner i et stort advokatfirma. Da hun skal flytte ind i sin nye lejlighed, er den tidligere lejer, Simon, ikke fraflyttet endnu, og da han ikke er helt så organiseret med sit liv som Malou, bliver det starten på en lavine af begivenheder, der ultimativt ændrer tilværelsen for dem begge.
Det er desuden muligt at se en lang række nye billeder fra filmen, som har Dejan Cukic, Tuva Novotny, Mille Dinesen og Robert Hansen i nogle af rollerne. Billederne kan ses i galleriet [url=http://filmz.dk/forum/gallerier/simon-og-malou-37846/image/45526#new]her[/url].
“Simon & Malou” har premiere 30. oktober.[/full]
