Toy Story 4 dansk premiere dato / Filmz.dk

Nu forklarer Disney, hvorfor danske biografgængere må vente 10 uger på “Toy Story 4”.

Til juni er der premiere på “Toy Story 4” – se den første teaser her.

Eller det vil sige, at Pixar-filmen får juni-premiere i USA. Og i Argentina og i Australien og i Brasilien og Hongkong og Kroatien og Ungarn og New Zealand og Rusland og Ukraine og Storbritannien og Litauen og Libanon og Frankrig og Holland og Italien og Portugal. Men ikke i Danmark.

Den danske biograf-premiere på “Toy Story 4” må vente 10 uger til slutningen af august. Hvorfor? Det forklarer Disneys danske afdeling nu:

[i]”Vores premieredatoer bliver fastlagt ud fra konkurrencemæssige forhold og en vurdering af markedet fra gang til gang,”[/i] siger Kasper Berg Jørgensen fra Disney til Filmz.

Den danske afdeling af Disney har længe prioriteret efterårs- og vinterferien højere end jul og sommer for animerede premierefilm.

Men i USA satses der mere på netop jul og sommer. Derfor kommer Danmark til at ligge skævt i forhold til resten af verden med hensyn til premieredatoer.

Det samme sker med den kommende “Ralph Breaks the Internet”, der får verdenspremiere i november – op til jul – imens det danske publikum må vente til d. 7. februar med “Wreck-It Ralph 2”.

“Toy Story 4” får dansk premiere d. 29. august.