Disney Studierne har netop offentliggjort, at de agter at sende deres populære og elskede tv-serie “Rip, Rap og Rup på eventyr” (“DuckTales”), der kørte fra 1987-1990, ud på reg. 1 dvd.

Der er endnu ingen oplysninger om hvilke episoder, der vil være at finde på udgivelsen. Serien består af 100 episoder, der blev vist over 3 år.

Det vil komme til at dreje sig om et 3-disc sæt hvor episoderne vil blive præsenteret i full frame (1.33:1) video og have stereo lyd.

En anden Disney tv-klassiker fra 80’erne, “Chip og Chap – Nøddepatruljen” (“Chip’n Dale Rescue Rangers”) udkommer ligeledes på reg. 1 dvd i et 3 disc sæt. Serien, der kørte fra 1989-1992, består af 65 episoder, men heller ikke her vides det endnu hvilke der vil være inkluderet på den kommende dvd udgivelse.

Begge sæt vil blive sendt på gaden 8. november og have en pris på omkring $35.