Som et pilotprojekt, har DR og TV2 besluttet at anvende det kommende fodbold VM som en prøveklud for HD, så de kan få nogle erfaringer med det nye format.

[i]”Samtidig ser vi det som en unik mulighed for at være med til at give danskerne en lille forsmag på, hvor fantastisk fodbold kan tage sig ud på tv-skærmen. Vi er ikke i tvivl om, at HDTV kommer til at spille en væsentlig rolle i fremtiden,”[/i] udtaler tv-direktør for DR, Lars Grarup.

Hvis man vil se det ekstra skarpe signal, skal man udover at have et HD-tv, anskaffe sig en digital HD-boks, som ens kabel-tv-udbyder skulle stille til rådighed ved lejligheden.

[i]”HDTV tilbyder en klar forbedring af tv-oplevelsen, og DR er og skal være kendetegnet ved, at vi producerer programmer af høj kvalitet – også teknisk,”[/i] fortsætter Lars Grarup.

Det forlyder endvidere, at DR har planer for fremtidige programmer sendt i HD, der primært vil være store nationale begivenheder, sportsbegivenheder, store dramaproduktioner, film eller billeddokumentarer.

Det vil dog ikke være første gang DR prøver kræfter med HD, da de i 1991 optog balletten “Et folkesagn” i HD, og i 2001 lavede filmen om Asta Nielsens liv i HD.

[i]”Vi har altså været i gang med forberedelserne og pilotprojekterne længe, men det er første gang, signalerne nu skal helt ud til seerne. Vi kan i den kommende periode ikke sende HDTV til alle danskere, men på længere sigt ønsker vi naturligvis også at udsende HDTV-produktioner på vores egne netværk, og vi håber, at politikerne tager højde for dette i den kommende medieaftale,”[/i] fortæller Lars Grarup.