Der er endnu ikke sket det store med den annoncerede “Terminator 4”, som MGM havde planer om at sætte i produktion i år, men et nyt online-rygte vil vide, at Edward Furlong vil vende tilbage i rollen som John Connor i den nye film om den futuristiske kamp mellem menneske og maskine.
Angiveligt skulle Furlongs agent have bekræftet, at den unge skuespiller, der fik sit gennembrud med “Terminator 2: Dommedag”, vil gentage den rolle som menneskehedens fremtidige frelser.
I “Terminator 3: Rise of the Machines”, der blev lavet 10 år efter den foregående efterfølger, blev rollen som John Connor overtaget af Nick Stahl.
Det har flere gange tidligere været bekræftet, at den oprindelige Terminator-inkarnation, Arnold Schwarzenegger, ikke vil være involveret i den nye film, der efter planen skulle være starten på en ny trilogi – og senest har også Claire Danes kunne fortælle til [url=http://moviesblog.mtv.com/2007/08/21/claire-danes-says-i-wont-be-back-for-future-terminator-films/]MTV[/url], at heller ikke hun vil gentage sin rolle fra den foregående film i sagaen.
“Terminator 4” vil efter sigende bygge over et manuskript af John Brancato og Michael Ferris, der også arbejdede på “Terminator 3”. Der foreligger endnu ingen konkrete udmeldinger om filmens cast eller produktionsstart.
