De fleste danske medier har tilknyttet uafhængige filmanmeldere. Disse har ingen økonomisk interesse i, om der bliver solgt mange biografbilletter eller ej. Det gælder dog ikke Radio24syv. Hos den licens-finansierede radiokanal er det nemlig en ansat hos billetportalen Kino.dk, der tjener deres penge på at sælge biografbilletter, som anmelder ugens film. Men det er useriøst og utroværdigt, mener ekspert.

[i]Se også: [url=/anmelderne-er-enige-star-wars-the-force-awakens-er-for-fans]Anmelderne er enige: “Star Wars: The Force Awakens” er for fans[/url][/i]

Ifølge Claus Christensen, der er chefredaktør hos [url=http://www.ekkofilm.dk/]Filmmagasinet Ekko[/url], så er det afgørende, at anmeldere ikke har økonomiske interesser i film, som de anmelder.

Alligevel var det onsdag morgen i programmet 24syv Morgen ikke en uafhængig anmelder, der skulle anmelde “[url=/film/star-wars-episode-vii-the-force-awakens]Star Wars: The Force Awakens[/url]” for Radio24syvs lyttere, men derimod Søren Søndergaard, der er fastansat hos billetportalen Kino.dk. Søndergaard gav filmen 5 ud af 6 stjerner.

Den sammenblanding er dog helt gal:

[i]”Søren Søndergaard er indiskutabelt inhabil. Det handler ikke om kvaliteten af Kino.dk eller Søndergaards dygtighed, men om at man principielt ikke kan anmelde noget, man selv har en så direkte interesse i. Og det har Søndergaard helt indlysende, når han er ansat i et firma, der lever af at sælge biografbilletter,”[/i] siger Claus Christensen til Filmz. Men ifølge nyhedschefen ved Radio24syv, Simon Andersen, er der intet at komme efter:

[i]”Jeg synes, Sørens anmeldelser har høj troværdighed,”[/i] siger Andersen til Filmz og understreger, at ansatte hos Kino.dk, der ejes af Egmont, som også ejer Nordisk Film og Nordisk Film Biografer, også i fremtiden hos Radio24syv vil anmelde de selv samme film, som de er ansat til at sælge biografbilletter til.

Den beslutning kan dog få fatale konsekvenser for de danske anmeldere, der kan få ødelagt troværdigheden:

[i]”Radio24syv er med til at underminere anmelderstandens troværdighed. Jeg kender da heldigvis heller ikke andre eksempler af denne karakter,”[/i] siger chefredaktøren fra Filmmagasinet Ekko. Det får dog ikke Radio24syv til at så tvivl om deres brug af den ansatte hos Kino.dk:

[i]”Vi har på intet tidspunkt haft grund til at tro, at han taler film op for at sælge billetter. Det ville være problematisk, hvis vi lod instruktøren af ‘Star Wars’ anmelde ‘Star Wars’ – Kino.dk har ikke lavet filmen,”[/i] siger Simon Andersen til Filmz, men han ønsker dog ikke at forholde sig til det faktum, at Kino.dk tjener flere penge ved at øge salget af biografbilletter, hvilket en positiv anmeldelse i landsdækkende radio kan medvirke til.

Derfor er det heller ikke anmelderstanden, men Radio24syv, som Claus Christensen mener, er den største taber i denne sag:

[i]”Værst er det for Radio24syv. Det undrer mig, at en så garvet journalist som Simon Andersen og en statsfinansieret radiostation vælger at se stort på et så elementært journalistisk princip. Det er ikke seriøst, men det falder jo desværre i tråd med det etiske skred, som har fundet sted i journalistikken.”[/i]

Kino.dk er ikke medlem af foreningen af Danske Filmkritikere, der i vedtægterne har som optagelseskrav, at mediet, som anmelderen arbejder for, skal være uafhængigt.

[i][url=http://https//www.facebook.com/filmzdk]Følg Filmz på Facebook[/url].[/i]