Apple er klar med en ny trailer til den kommende eventyrfilm “Lady in the Water”, som er skrevet og instrueret af M. Night Shyamalan (“Den sjette sans”, “The Village”).

Paul Giamatti har hovedrollen i filmen, mens Bryce Dallas Howard er den mystiske titelfigur.

“Lady in the Water” handler om en vicevært i et boligkompleks, der redder en mystisk ung kvinde fra en overhængende fare, hvorefter han opdager at hun i virkeligheden er en slags vandnymfe, en karakter fra en godnathistorie, som forsøger at foretage den farlige rejse fra vores verden tilbage til sin egen.

Filmen får premiere i danske biografer 15. september.